Katrine Nadia Jørgensen

Se på mig

2012-01-20T02:21:00.000-08:00

Jeg husker tydeligt min gymnasielærers begejstring, da han talte time op og ned om forfatteren Kirsten Hamnann. Kridt over hele næsen og hastige skridt fra den ene ende af rummet til den anden.
Vi skullle læse "Vera Winkelvir" og jeg husker, hvordan jeg tænkte, at sådan man var man kvinde. Man civiliserede sig om morgenen og gjorde sig til. Men samtidig var sproget abrupt og ikke helt tilgængeligt for mig.
Anderledes ser det ud med "Se på mig", som jeg læste på tre dage. Over 458 sider får vi foldet en 35-årig barnløs kvindeskæbne ud. Jeg havde hørt, at den handlede kun om sex. Men det synes jeg nu ikke helt passer. Godt nok gør hovedpersonen sit bedste for at stjæle sig til sæd, der kan befrugte hende - helst så hurtigt som muligt. Men den handler også om længslen efter anerkendelse og længslen efter at blive set - på den rigtige måde. At Julie opdager et overvågningskamera i sit soveværelse, gør bestemt ikke længslen mindre.
Julie arbejder på et rejsebureau og omgås forfattere og reklamefolk, der definerer sig ud fra, hvad de laver. Men hun vil bare være mor og høre til et sted.
"Se på mig" er dragende, seksuel og heldigvis også komisk som en græsk tragedie. Den er i den grad værd at læse.

Mit indlæg i JP i lørdags

2012-01-09T05:40:00.000-08:00

Mit hemmelige parallelliv

Året afrundes som regel med, at vi skruer ekstra op for næstekærligheden. Men når hverdagen lægger sig som en dyne over det nye år, er vi tilbage i vores egen lille boble.

Om natten bliver jeg hjemsøgt af drømme om Ottetallet i Ørestad, villalejligheder i Brønshøj og - når bølgerne går højt - et rækkehus i provinsen. I mine drømme bor vi side om side med andre ressourcestærke familier, der diskuterer politik over middagsbordet, mens de sætter kniven i en fritgående økologisk høne fra Irma. Familier, der tænker stort. Familier, der arrangerer loppemarkeder, legeaftaler og halloween.
I virkeligheden bor jeg i et almennyttigt boligbyggeri, hvor hver fjerde familie er anbragt af kommunen.
I virkeligheden er min overbo tidligere narkoman. Hun ved ikke, hvor den nærmeste Irma ligger. Og hvis du spørger hende, kan hun garanteret ikke svare på, hvad det betyder, at en høne er fritgående.
Min nabo er fra Makedonien, og hun bruger dagene i køkkenet, hvorfra duften af kage, kanel og kryddere siver ud til resten af opgangen. Når jeg skal hænge vasketøj op på altanen, rækker hun altid en forsyning hjemmebag ind over altankassen. Når min datter kommer hjem fra vuggestue, skal hun lige have en makedonsk muffin med sig ind.

Den mætte datter

I virkeligheden har min datter aldrig appetit, når klokken nærmer sig 18, og perlebyg, pinjekerner og broccoli kommer på bordet. Men jeg kunne ikke drømme om at sige noget til nabokonen. Jeg ser mig selv som et åbent og høfligt menneske, der anerkender andre mennesker uden skelen til kulturelle og etniske forskelligheder.

Jeg betaler gladelig mit månedlige abonnement til Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp, og når jeg skriver artikler, handler de som oftest om samfundets marginaliserede. Ja, faktisk ser jeg det som min fornemste opgave at formidle disse særligt udsatte gruppers historie.

Selv om jeg er en fordomsfri verdensborger, er det kun særligt udvalgte, der kommer til hjemmebag og højtlæsning hos os.

Fra mit vindue kan jeg se direkte ned i gårdens sandkasse. Jeg holder særligt øje, når jeg alligevel står og laver aftensmad. Så kan jeg se to flygtningebørn komme hjem fra institutionen med deres mor. Der går ikke længe, før børnene sidder alene tilbage og kaster sand efter hinanden. Fuglene synger om, at moderen er taget på værtshus.

I drømmenes verden

Det værste er, at når man først er kommet i gang med at drømme, er det svært at holde op igen.
Det begynder med en salgsopstilling, men før man ved af det, kigger man på privatskoler med særligt fokus på barnets kreative udfoldelse og private børnehaver, der lægger vægt på at anerkende og møde hvert barn i øjenhøjde.
Det er en drøm, hvor den ene tankerække følges af den næste, og lige pludselig lever vi et fantastisk parallelliv med alle de andre ressourcestærke børnefamilier.
Måske lever vi faktisk allerede dette parallelliv. For hvorfor skulle jeg ellers holde flygtningebørnene uden for det gode selskab? Måske fordi jeg forestiller mig, at de vil rive siderne ud af ”Lykkelige Alfons Åberg”, hvorefter de vil hoppe i vores Wegner-møbler og slutte festen af med at flå vores signerede Tal R ned fra væggen.
Pludselig slår det mig. Vi har slet ikke økonomi til at flytte ud i drømmeboligen.
Artiklerne om samfundets marginaliserede giver ikke ligefrem en fyrstelig løn, og det gør min mands job heller ikke. Det gode er, at jeg så kan blive ved med at bryste mig af, hvor storsindet jeg er. At jeg lever i tæt harmoni med mennesker fra alle sociale lag. Og at jeg i hvert fald aldrig kunne drømme om at flytte ud af det almennyttige boligbyggeri.

For hvem vil dog skærme sig bag dobbeltcarporte, glasfacader og høje hække, når man har en enestående mulighed for at leve det autentiske liv lige akkurat her?

Raceproblemer i sort-hvid

2012-01-06T02:45:00.000-08:00

Min veninde og jeg har en usagt aftale om, at vi forærer hinanden graphic novels hvert år til fødselsdag. jeg er så heldig, at hun har skrevet speciale om genren og derfor ved en hel del om, hvad der rører sig.
I år fik jeg blandt andet "Shortcomings" af den asiatisk-amerikanske Adrian Tomine.

Den handler om en ung studerende med et lavt selvværd og kommer omkring race-, seksualitets- og helt almindelige problemer relateret til at udvikle sig fra at være ung til at blive voksen.

Historien er holdt i sort-hvid og stregen er utroligt nøjagtig, hvilket skyldes, at forfatteren forud for tegneprocessen har affotograferet mange af de steder, der bliver genspillet i bogen.
De skarpe streger understøtter hovedpersonens sindsstemning på subtil vis. Det samme gør billedernes baggrund, der skifter mellem sort og hvid.

Projekt julefred

2011-12-31T04:28:00.001-08:00

Når julen nærmer sig, taler vi som regel ekstra meget om medmenneskelighed og kærlighed herhjemme. Og så kan man vel efterhånden sige, at vi har startet et slags juleritual. Et julefredsritual. Vi inviterer de naboer, vi normalt ikke omgås så meget, ind til hjemmebag, gløgg elle æbleskiver og får os en snak om livet på den anden side.

Overboen er tidligere narkoman, naboerne flygtninge fra Libanon og genboen førtidspensionist og miljøforkæmper, kan man vel sige. Han bruger dagene på (frivilligt) at sortere vores andres skrald. Humper fra den ene ende af gården til den anden for at sortere og skabe klimafred.
I kan vel forestille jer, at det bliver nogle anderledes og berigende samtaler - og vi overvejer at føre ritualet ind i resten af årets 11 måneder.

Godt nytår!

Louis liv på kanten

2011-12-17T11:50:00.000-08:00

Jeg er vild med bøger, der er i øjenhøjde med deres målgruppe. Derfor er jeg også meget begejstret for ungdomsbogen "Louis Liv". Jeg er i gang med at lave et portræt af forfatteren og skulle derfor læse bogen. Tænkte det egentlig mere som pligt end lyst, men blev meget positivt overrasket. Louis er en ung pige, der lever et liv på kanten - Og prøver at finde sin vej omkring hash, kriminalitet og kærlighed. Først er hun i et forhold til en AK81'er, senere til en kurder, der fører hende endnu længere ud i det destruktive liv.
Bogen vinder mit hjerte i det den skriver ud for et fordomsfrit sted og ikke på noget tidspunkt mister empatien med sin hovedperson. Herudover er det et stærk portræt af en ualmindelig pige, der gennemlever både helt traditionel teenageforvirring og en utraditionel ungdom.

Pigen med det halve hjerte

2011-11-28T05:03:00.000-08:00

Det er sjældent, de danske avisjournalister følger i de amerikanske fortællende journalisters fodspor. Desværre. Men engang imellem sker det, at der bliver levnet plads til fremragende fortællende journalistik - på dansk. I går viede Politiken hele PS-sektionen til en historie om en pige, der blev født med et halvt hjerte. En pige, der satte sine forældre i et svært dilemma: Skulle de lade hende operere med risiko for hjerneskade - eller skulle de lade hende dø. De valgte det første.
Hvis du har adgang til e-avisen, vil jeg anbefale dig at dvæle ved historien. Hvis ikke, kan du følge billedserien her:

http://politiken.dk/indland/danmark620px/ECE1461981/rose-er-foedt-med-et-halvt-hjerte/

Det er et meget stærkt portræt, der især fungerer, fordi journalisten og fotografen har fulgt familien over tre år. Udover at være en stærk personlig historie, er det en historie om et menneskeligt etisk dilemma. Det afspejler altså det store i det små og er derfor ikke den "damebladshistorie", som interviewpersonen frygter, det vil blive.

Den sidste af de sidste

2011-11-22T04:35:00.000-08:00

Olde er på vej mod døden. Min datters olde. Hun ligger på hospitalet med mavesår og lungebetændelse og ingen ved, hvor længe hun har igen. Hun er den sidste af de sidste og nu er der snart kun bedstemødrene tilbage.
Jeg prøver at finde på nye ting at skrive artikler om, men kredser hele tiden om døden. Da jeg åbnede postkassen i søndags, blev jeg mødt af en afpillet dame i grå gulvlang kjole. Joan Didion, en af de dygtigste amerikanske new journalism-ikoner, tronede på forsiden af Information Bøger.Hun har skrevet endnu en bog. Om sin datters sygdom og død. Og hvis den er lige så gribende som "Et år med magisk tænkning", der handler om mandens død, bliver jeg nødt til at læse den.

Det kræver noget helt særligt, hvis man som essayist skal kunne skrive godt om så privat et emne som døden af et nært familiemedlem. Som Poul Borum sagde, må man aldrig tage af hovedstolen. Men Joan Didion er i stand til at opbygge personaer, poesi og dramatiske forløb, der hiver hende op over det helt perfide og private. Man kan lære meget af at læse en essayist som Joan Didion. Men man kan også lære meget af at gå ind i forfatterens værksted. Udover at gå på en privat forfatterskole i mange år, har jeg selv haft meget glæde af Robert Zola Christensens "Manual til skrivekunsten". Hvis du vil tilføje dine tekster flere litterære greb eller mere spænding, er en bog som den virkelig brugbar.

Du er også velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for mere inspiration til læsning, der kan hjælpe dig med at rykke dig i din skrivning.

Burtigeren Thomas

2011-10-31T06:36:00.000-07:00

Så stod vi der foran tigerburet i Zoologisk Have sammen med alle de andre københavnerfamilier, der har erhvervet sig et årskort. Agnes i sin økologisk imprægnerede flyverdragt og jeg med tasken fuld af økologiske leverpostejsmadder pakket ind i genbrugspapir, naturligvis.
Tigeren bevægede sig frem og tilbage i sit bur i et heftigt tempo. Blikket flakkende og datteren, der spørger: "Hvorfor gør den det?"
Heldigvis glemmer små børn hurtigt og vi fik derfor fjernet opmærksomheden fra tigeren i løbet af et øjeblik. Men min egen opmærksomhed lod sig ikke så let fjerne. Tigeren mindede mig lidt for meget om burhønen Maggie - en burhøne, der fik lov til at få sig et nyt og fritgående liv hos retoriker og foredragsholder, Signe Wenneberg.

Det, at tigeren bevæger sig rastløst frem og tilbage i sit bur, er nemlig tegn på, at den er stresset og utilpas. Det er burtigeren - lad os bare kalde ham for Thomas for at styrke identifikationen - der giver os et signal om, at den mistrives. Vi spejler os i Thomas og fortæller vores børn virkelige historier om den virkelige verden. Men i virkeligheden burde vi se, hvordan burtigeren ville se ud, hvis den slap ud af buret.

Den personlige stil

2011-10-13T11:31:00.001-07:00

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for den personlige stil i journalistikken. Ikke mindst den personlige henvendelse for eksempel via brevformen - eller den specifikke læserhenvendelse, som mange forfattere og litterære journalister benytter sig af. Den afdøde journalist Hunter S. Thompson gjorde den personlige stil til sit varemærke. Det samme gør yngre forfattere som vores egne Lone Aburas og Suzanne Brøgger i dag. Med personlige anekdoter og direkte læserhenvendelser hiver de litteraturen op på et højere niveau.

Men også når det gælder den daglige debat i avisernes spalter kan man have glæde af stilen. Jeg forsøgte mig for nylig med den åbne brevform, da jeg skulle skrive et debatindlæg til lokalsprøjten via nedskæringer i daginstitutioner. Stilen gjorde det både sjovere at skrive indlægget - og nemmere at få pathos (som appellerer til modtagerens følelser) ind i sproget.

Åbent brev til Formand for Børneudvalget i Frederiksberg Kommune. (Frederiksberg Lokalavis)

Flodbølgen

2011-07-08T01:25:00.000-07:00

Nogle af de ting, jeg havde håbet var druknet under flodbølgen i kælderen:
Tre billeder af min gymnasieveninde og jeg selv, siddende ved siden af glemt charmerende italiener, med maven fuld af hashkager. Cd med Mariah Carey med alt for kort bluse på. Bøger fra det fag i folkeskolen, der absolut ikke var mit stærkeste. Og legetæppe fra Lamaze - til børn, der ikke kan lide at ligge på maven.

Nogle af de ting, jeg havde håbet ikke var druknet under flodbølgen i kælderen:
Båndoptagelser med optagelser af mit allerførste radioprogram, kreeret i samarbejde med barndomsveninde, jeg ikke kan huske navnet på. Bogen "Marias barn" med særlig hilsen fra præsten fra min konfirmation. Hvad der stod kan jeg ikke huske. Et ukendt antal billeder af et uvist antal mennesker, jeg ikke kan huske navnene på.

Interviewets tredje dims

2011-06-17T03:36:00.000-07:00

Jeg har en svaghed for det, man i fagsprog kalder for "interviewets tredje dims" (også kaldet "den tredje ting"). Når jeg laver portrætinterviews, bruger jeg det ofte som arbejdsredskab, da det kan åbne op for helt nye potentialer i fortællingen.
For eksempel brugte jeg en pakistansk festmiddag som den tredje ting, da jeg skulle interviewe en chauffør til et magasin, der skulle udkomme i de københavnske bybusser. På den måde førte tingen mig omkring, hvordan man egentlig får et hjem til at fungere, når ens familie består af både norske, danske og pakistanske rødder. Jeg mødte en sulten mand, der ventede på, at han måtte tage hul på sit hovedmåltid klokken 20:52. Og jeg mødte dermed en mand på kanten af sig selv.

Jeg brugte også den tredje ting, da jeg for nogle år siden skulle interviewe en madanmelder om sit universitetsspeciale. I stedet for at blive en hypotetisk snak om stilfigurer, sprog og metodik, blev det en snak om erotik, lidenskab og madminder.
Udsendelsen kan stadig høres via dette link (cirka halvvejs inde i udsendelsen):

http://www.dr.dk/P2/Arkiv/P2plusbog/alfabetudsendelser/2007/06/20070105100927_2306.htm

Men nogen gange bliver interviewets tredje ting til selve den første ting. Eller også ser det bare sådan ud. I DR2's læsegruppen Sundholm er der allerede med titlen etableret en forventning om, at vi skal ind i en læsegruppe. Som litteraturinteresseret forventer man at få nogle domme over bøgerne - og at få åbnet op for nye forståelser omkring bøgerne.
Men man bliver skuffet, hvis det er forventningen. Til gengæld får den tredje ting, bøgerne, åbnet op for en afgrund af historier om hjemløse - og det er jo interessant i sig selv.

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/sundholm/

Jeg holder kurser i fortællende journalistik, reportageteknik - og kommer selvfølgelig også ind på interviewets tredje ting. Kontakt mig her, hvis du vil vide mere:
katrinenadia@gmail.com

Breaking News: Alfons Åberg har en mor

2011-06-07T00:35:00.000-07:00

Alfons Åberg-bøgerne har altid ligget på min top ti over børnelitteratur. Ligesom Totte/Lotte-bøgerne beundrer jeg dem for deres jordnære univers, hvor selv det at hamre på et bræt bliver til en lille magisk rejse ud i junglen. Der zoomes ind på de allermindste detaljer: At far skal have en gave, Alfons skal have en ny ven eller Alfons ikke gider at sove. Og hvis man spørger min datter, er det detaljerne der tæller. Hun ved dårligt nok, hvad en prinsesse er, men hun er god til at digte historier og bruge sin fantasi - også selvom det eneste hjælperedskab, hun har, er en hammer.

Men Alfons-bøgerne har også en anden særlig dimension. De giver os et indblik i, hvordan det er at blive opdraget af sin far alene. Der bliver aldrig stillet spørgsmålstegn ved, at det er faderen, der har opdragerrollen.... lige indtil i dag, hvor jeg med gru og rædsel læste, at Alfons Åberg pludselig har fået en mor. Jeg blev dog heldigvis lidt mere rolig, da jeg opdagede, at hun kun eksisterer i faderens tanker.

En sidste ting, jeg sukker over ved 70'er-børnelitteraturen er lejlighederne. Børnene får simpelthen lov til at leve deres super simple socialrealistiske liv i lejlighed. I provinsen. Hvor de ofte bor mange børn og voksne i hver enkelt lejlighed. Det er skønt og befriende og jeg holder meget af, at de ikke nødvendigvis har deres egen sansegynge, dukkehus og rutschebane.

Lone Hørslev: "Sorg og Camping"

2011-06-01T12:29:00.000-07:00

Jeg har altid været fan af Lone Hørslev og hendes heltestatus er kun blevet bekræftet, efter jeg har læst "Sorg og Camping".

I romanen bliver man revet med af et galopperende talesprog - og en handling, der udspiller sig på en enkelt dag. Vi følger to ganske almindelige børnefamilier i en endnu mere almindelig jysk provinsby. Men jo tættere, man følger dem, jo tydeligere bliver ridserne i glansbilledet.
Landsbyens eneste excentriske kvinde, islandske Gunnhildur, er stukket af fra et dysfunktionelt parforhold og veninden Marianne længes efter at blive set. Faktisk længes alle romanens figurer efter at blive set og til købmandens fødselsdagsfest, kommer alle katastroferne op til overfladen.

Jeg elsker de revsende replikskifter, den indre synsvinkel, sexscenerne (eller nærmere mangel på samme), drømmene og mest af alt den sorg, Marianne gennemlever på campingferien året før:
Marianne læser sit livs første digtsamling (Søren Ulrik Thomsen) og græder som pisket. Marianne ligger ved siden af sin mand og mangler at føle sig forbundet. Og Marianne kigger efter Gunnhildur, der kaster sig nøgen ud i havet og føler sig utilstrækkelig.
Romanen minder mig om min egen barndom. Provinsiel provins(u)lykke, punkterede luftmadrasser og poletter til badet.

Et godt råd til Bog & Ide

2011-05-26T04:27:00.000-07:00

Så smuttede jeg lige i Bog & Ide. Og blev mødt af et grill-tema i anledning af Fars dag. Der var bøger om saftige bøffer, grillede grøntsager og webergrillens fortræffeligheder. Ovenpå bøgerne var diverse grill-relaterede accessories: Grillhandsker, grillspyd i nøgleringsformat og kopper - med bøf på. Alt sammen med påskriften "Verdens bedste far".
Så kan man jo ikke lade være med at blive lidt tøsefornærmet (for nu at blive i Irmapige-jargonen)...

Så Bog&Ide: Lær af Irma!

Syv gode råd til Irma

2011-05-24T02:32:00.000-07:00

Irma er kommet i krise. Med en historie om Emil, der gerne vil gå til ballet.

Kampagnens fordømmende homoseksuelle undertoner har bragt sindene i kog hos en række debattører og vandene har ikke stået stille på Irmas officielle Facebook-side.

Nu er Emil-plakaten taget ned fra gader og stræder. Men problemet er ikke løst af den grund.

Problemet er ikke kun, at Irma sender en kampagne på gaden, der ironiserer over homoseksuelle og bankrådgivere med spidse sko. Problemet er også, at afsenderen efterfølgende ikke er i stand til at give en ordentligt undskyldning til offentligheden.

Irma skriver bl.a. i deres undskyldning: "Vi har slet ikke tænkt i de baner, da vi udviklede teksten - så ingenlunde. Den er udelukkende ment som en munter lille tekst mellem et ægtepar..."

Selvom de ikke har tænkt i de baner, ville det være på sin plads at skrive, at budskabet var ment ironisk og at de ikke havde tænkt igennem, hvordan det kunne støde deres modtagere.

Her kommer yderligere syv gode råd, som Irma kan overveje at tage til efterretning:

1) Giv en officiel undskyldning - ikke bare på Facebook

2) Gør mere ud af undskyldningen: Sæt jer i modtagernes sted og fortæl, at I rent faktisk godt kan se, at det støder nogle parter.

3) Sørg for at budskabet ligger både på Facebook, jeres egen hjemmeside og andre relevante platforme.

4) Fjern alle plakater, der minder om "balletsagen". Ellers ville kritikerne blive mindet om den dårlige sag igen og igen. Den med bankmanden med de "spidse sko" er jo heller ikke helt heldig i sammenhæng med de homoseksuelle undertoner i balletplakaten.

5) I jeres undskyldning skriver I flere steder "seksuelle overbevisning". Man kan have en "politisk overbevisning" og en "seksuel orientering" eller en "seksualitet". "Seksuel overbevisning" virker som noget, man iklæder sig midlertidigt.

6) Overvej nøje, om det er i orden, at det kun er "Gitte fra Marketing", der undskylder. Skal vi ikke have en autoritet som afsender også?

7) Man må gerne censurere i indlæg på sociale platforme, hvis man ikke selv står inde for dem. Pt. bugner Irmas Facebook-side af indlæg fra personer, der synes, at balletdansere er "fimsede" og "homoseksuelle". Fjern dem - og fortæl hvorfor I ikke vil lade diskriminerende kommentarer fylde op på siden.

Og husk: Det er ikke altid det, folk gør, der er problemet. Det er måden, de undskylder på. ("I did not have sex with Monica Levinsky")

Jobansøgning for min far

2011-05-09T00:30:00.000-07:00

Kære arbejdsgiver

Jeg skriver til dig for at høre, om du ikke har brug for nogle ekstra hænder i din virksomhed? Det drejer sig om nogle overordentligt dygtige hænder endda. Da de blot var 16 år gamle, begyndte de at bygge betydninger af blybogstaver og sættekasser. Allerede dengang var de rødglødende, når det drejede sig om typograffaget.

Senere ramte den teknologiske udvikling min fars arbejdsplads. Men disse hænder tog udfordringen op og kastede sig ud i kurser og efteruddannelse. Før de vidste af det, var sættekassen skiftet ud med en stor blank skærm og de tunge bogstaver med et let tastatur.

Men så var der noget med en krise, nedskæringer og afskedigelser. Pludselig stod hænderne tilbage uden noget at rive i. I de seneste år har de søgt et utal af jobs og fået et utal af afslag. En dag var de så heldige at komme i en såkaldt løntilskudsordning. Men også sådan en har sin ende og nu er det kun et spørgsmål om dage, før hænderne bliver sendt ud i det rene ingenting. Eller skulle jeg sige den rene efterløn.

Min far er en af den slags mennesker, der sjældent melder sig syg. Han brænder lidenskabeligt for sit fag og er som gammel politisk aktivist ikke bleg for at åbne munden og sige sin mening. Derfor var det en oprigtig glæde, der ramte ham, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale konkluderede, at vi mangler flere hænder. Min far er nemlig også en af de mange, der bliver sendt ufrivilligt på efterløn, når han om ganske kort tid fylder tres år. Så er det slut med at søge flere jobs om ugen, modtage afslag, opleve forundringen og derpå skuffelsen.

Om ikke andet har han været så fornuftig at betale til efterlønnen, så han ikke skal ende livet på kontanthjælp. Men kan det virkelig passe, at der ikke er nogen, der har brug for min far? Jeg synes i hvert fald lige, du skulle have muligheden for at tænke dig om en ekstra gang, før du sender endnu et afslag ud til en ansøger, der nærmer sig de 60. Du har stadig 30 dage at løbe på.

Venlig hilsen Katrine Nadia Jørgensen

Slanger eller bløde mænd

2011-05-06T12:42:00.000-07:00

Hvis man bliver i tvivl om, hvad de der moderne kønsroller egentlig går ud på, skal man bare tage i sommerhus. Jeg kan personligt godt blive i tvivl om, hvor jeg passer ind herhjemme. Jeg har nemlig en mand, der både arbejder på nedsat tid og er et rigtig ordensmenneske, der sætter de huslige dyder højt.

Men når vi er i sommerhus, bliver det hele vendt på hovedet. Her hugger mændene brænde fra morgenstunden. De bygger pilehytter i stedet for at spise frokost. Sætter både i vand i stedet for at spise aftensmad. Og jager farlige slanger væk, mens vi andre ligger under sofaens lune tæpper med te og dameblade.

I sommerhuset får mænd lov at være mænd, mens vi kvinder passer huset, børnene og madlavningen. På den måde bliver jeg selv bekræftet i, at jeg rent faktisk spiller en vigtig rolle i den moderne kernefamilie.
I starten kæmpede jeg for mere ligestilling, når vi var i sommerhuset. Men den dag, jeg blev sendt ud for at hugge brænde, opdagede jeg, at jeg til enhver tid ville foretræk de traditionelle kvindelige dyder. Og så længe man selv vælger det aktivt, kan man vel stadig kalde sig feminist?

Kilder og kærlighed

2011-04-27T01:46:00.000-07:00

Påskeferien begyndte med uanmeldte gæster.

Jeg stod i badet med datteren og klokken var ikke mere end ni om morgenen, da det ringede på døren. Vi skyndte os at blive færdige og da jeg kom ud, blev jeg mødt af en ældre dame med en smilende baby i favnen. Det var Annie, som jeg havde interviewet to et halvt år forinden. Hun var i byen for at passe sit barnebarn på syv måneder og tænkte, hun lige ville kigge forbi og høre, hvordan jeg havde det.

Det er noget af det, jeg elsker allermest ved det journalistiske interview. Især ved det interview, der trækker på reportage- og dokumentargenren. Hvad enten interviewet varer en halv time eller flere døgn, får man en flig af den interviewedes personlighed med sig. I hvert fald hvis interviewet lykkes - og hvis den interviewede stiller sig åben overfor den interviewedes nysgerrighed.

I Annies tilfælde fik jeg historien om, hvordan hun slog sig ned på Djursland sammen med en masse andre hippier dengang i 70'erne. Men jeg fik også hendes inderste kærlighedshistorie, der satte af fra en bakketop under solnedgangen et sted på den mest vindblæste del af Danmarks vestlige kyst. Jeg fik historien om, hvordan hun mødte sin mand.

Og så var der den tredje historie. En historie i historien, som jeg først opdagede, da jeg stod der med gummistøvlerne gravet langt ned i den jydske muld: Annie var vokset op i en lejlighed på Frederiksberg, der tilfældigvis var den lejlighed, min overbo lever sit liv i den dag i dag. Da hun kom på uanmeldt besøg, tog jeg Annie og barnebarnet med op i lejligheden og fik endnu flere historier fra hendes inderste indre. Historier om køkkenets kakler, historier om et alt for lille værelse til tre børn og historier om den tid, der gik fra forældrene kom på plejehjem til demensen skyllede dem med sig videre.

Annie med barnebarnet i barndomshjemmet

Det var et kærligt møde og jeg håber, at langt flere kilder vil komme på uanmeldt besøg i fremtiden.

Hus og have

2011-03-16T12:50:00.001-07:00

"Når man kommer fra en lejlighed med to
små børn inde midt i byen er det som at
komme i paradis at få hus og have"
Hus og have

Mads Mouritz gengiver sukkende Lone Hørslevs tekster på pladen "Blik, Bang bang". Han trækker på ordene og man fornemmer næsten sarkasmen mellem linjerne, da han slutter sangen:

"Det er et rigtig dejligt hus men vi mangler
stadig mange ting, for eksempel vil vi
gerne skifte køkkenet ud og have rejsning
på taget."

Jeg hørte Lone Hørslev fortælle i et tv-interview, at hun havde det dobbelt med det med provinsen. På den ene side længtes hun efter at komme ud til villavejene, på den anden side kunne hun ikke drømme om for alvor at forlade byen. Jeg har det selv præcis på samme måde.
Som part i en børnefamilie har jeg en idyllisk forestilling om, at livet i provinsen bare er bedre. Rulleskøjter på fortovene, løbende børn og grillfester.
På den anden side er det første jeg ser, når jeg besøger provinsen en carport under udbygning. Bag den gemmer sig en villa, der sandsynligvis gemmer på kernen af familien. Bag villaens ruder forestiller jeg mig en stigende lyd af den susende motorvej, der bringer provinsboerne væk fra byen. Lyden af motorvej, indimellem overdøvet af lyden af tv.

Det er nok bare en fordom. Måske er det faktisk som at komme i paradis.

Meta meta mænd

2007-01-22T03:40:00.000-08:00

”Gaardbo på P1 – samtaleprogram med modige mennesker.”

Overskriften lyder lovende, desværre udforsker programmet ikke altid de dybder i ”de modige mennesker”, som lytteren forventer. Som denne dag, hvor samtalen igen tog en drejning og kom til at handle om Gaardbos egen forestilling om, hvordan yngre journalister i forhold til ældre er. Hvordan de unge interesserer sig for mediet, mens Gaardbo selv interesserer sig for samfundet.
Ola Hergels liv er ellers en historie i sig selv, der bare ikke får lov til at blive udfoldet ordentligt, og mens han får lov at antyde den (politiske) polariseringen, der sker mellem de forskellige aviser, viser Gaardbo i den grad, hvordan polariseringen journalister imellem åbenbart også er nødvendig at diskutere ”on air”.
Hvor længe bliver det ved med at være relevant, hvad journalister mener om andre journalister – og hvad journalister mener om medierne?

Stryg en dame

2006-11-13T07:50:00.000-08:00

Politiken søndag den 12. november bringer et interview med Kim Larsen på forsiden af kultursektionen. På spørgsmålet om, hvordan sangskrivningen foregår svarer han blandt andet:

»Det svarer til dengang, du var ung og ikke så erfaren med at stryge damer.«

Hvor er »stryge damer« blevet af i datingsproget? Og er det ligesom at stryge en dame blidt over kinden? Eller er det mere ligesom at køre det brændende strygejern hårdt henover et strygebræt med flade damer?

En unik reporter

2006-11-11T07:35:00.000-08:00

DSBs blad "Ud & Se" har i løbet af det sidste års tid ladet Kristian Ditlev Jensen rapportere fra hele verden. Det er der kommet nogle ganske gode og unikke rejseessays ud af. Et af de mest vellykkede er genoptrykt i det seneste nummer af "Den Blå Port" (nr. 72). "Og i Indien" starter således:

Og i Indien bliver jeg mindet om, at jeg altid har elsket historier, der begynder med det lille ord >og <. Man kan allerede fra første ord mærke, at det er historier, der kører rundt og rundt og rundt i én stor cirkel. Og på den måde rummer det lille ord hele historien.

Essayet indleder med at beskrive den form, der kommer til at bære resten af teksten: Ordet >og<. Og ikke ordet >og< for indholdets skyld. For det handler om at leve i nu'et - midt i og'et - midt i Indien - i buddhismen. Det er en tekst, som mange fortællende journalister kunne lære meget af. Kristian Ditlev Jensens rejseskildringen fra Indien udkommer i løbet af november som bog.

2006-11-10T13:10:00.000-08:00

Hvor mange hits skal man have på Google for at eksistere? Hvor mange venner skal man have på MySpace.com for at eksistere? Hvor meget kærlighed skal man have for at eksistere?

Ordet findes

2006-09-18T07:41:00.000-07:00

Dagbladet Politiken har nu erkendt, at der er noget om snakken. I lederen i går diskuterede avisen fænomenet ”den globale opvarmning”. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at lederskribenten brugte begrebet uden at fremføre diverse belæg for at bevise, at begrebet overhovedet findes - og uden at bevise, at det henviser til noget menneskeskabt. Begrebet ”den globale opvarmning” blev i dagbladet et indiskutabelt fænomen, der først nogle sider inde i avisen druknede i ordene fra Politikens yndlingsekspert Bjørn Lomborg. Han mener, som sædvanlig, at der er langt vigtigere problemer end de stigende temperaturer.

Grøn energi!

2006-09-16T04:01:00.000-07:00

Pludselig giver Radioheads sang mening:
”Ice age coming, ice age coming, this is really happening…”

Sidder frivilligt og lytter til Kid A, den plade der plejede at være min hadegenstand nummer et. Pladen, hvor Thom Yorke dystopisk skråler sit dommedagsmantra.Den sang burde fungere som underlægningsmusik til Al Gores film ”En ubekvem sandhed”. Og dog.
Ved filmens premiere i går, opdagede jeg, at Al Gores vej var mindre dramatisk, end jeg havde forestillet mig. Selvom de videnskabelige argumenter fulgte hinanden i en strid strøm, der endte i en meterhøj dommedagsbølge, der ikke havde andet formål end at bekræfte Al Gores påstand: ISTIDEN KAN KOMME NÅR SOM HELST– og højst sandsynligt inden for de næste 10 år – Selvom denne skrækindjagende argumentation bar biografgængerne gennem filmen, sluttede filmen konstruktivt:
Al Gore manede til eftertanke. En af de ting, han sagde, var: Skift til grøn energi!
Det kan godt være, de færreste ved, hvor let det er i Danmark:
Ring til dit elselskab og sig, at du gerne vil have grøn energi. Så let er det! Derudover koster det kun omkring 100 kroner mere om året, selvom man kunne ønske, at en eller anden form for politisk beslutning, gjorde det lige så billigt.

Hvis du endnu ikke har set Al Gores film, så se den! Hvis du endnu tvivler på, at et begreb som "den globale opvarmning" overhovedet findes, så se den! Hvis du endnu ikke ved, hvad du selv kan gøre mod den globale opvarmning, så gå ind på www.climatecrisis.net

Lystlæsning

2006-09-15T08:22:00.001-07:00

Jeg er netop gået i gang med Christine Isagers nyligt afleverede - og fantastisk essayistisk skrevne - phd afhandling, der handler om fortællende journalistik i Danmark – mere specifikt om Hunter S. Thompson og Günter Wallraff som mønstre for retorisk handlekraft. Hun diskuterer i afhandlingen den jeg-investerende form, der blandt andre bruges af journalister som Mads Brügger og Morten Sabroe (Euroman og Politiken bl.a.)
Hun bruger ingen kvinder som eksempel. Er det fordi, der ikke findes nogen danske kvinder, der skriver i jeg-person? Er det fordi, de jeg-investerende kvinder, der er, ikke skriver godt nok? Eller er det bare fordi, de tidlige trofæer har sat en standard, det ikke er så let for kvinder at blende ind i?

Stoffer, speedkørsel i ørkenen og en flaske whisky under jakken – den kan jeg godt forstå, at kvinderne har svært ved at tage på sig… men kunne man ikke lave en anden formel for den fortællende journalistik?

Mandens stemme

2006-09-15T07:47:00.000-07:00

Når jeg tuner min radio ind på Danmarks Radios P1 er det ikke så sjældent, jeg bliver mødt af en dyb stemme, der er i færd med at genfortælle sin ungdom. Den mandlige vært er højst sandsynligt i gang med at gennemgå tiden fra han blev fastansat i Danmarks radio, som ung og uvidende, til han begyndte at lave meningsfyldt radio – i hvert fald radio, der gav mening for ham selv.
Herefter er det uvist, hvad der kommer til at ske. Jeg lytter spændt. Det gibber i mig, da værten igen tager styringen. Nu kommer han ind på alt fra forliste parforhold til hvordan blomsterne duftede den dag i maj, da han var på vej ind i Danmarks radios forgyldte stol for at sætte sig i den – for allerførste gang – for at fortælle lytterne om sit liv. Og nu gør han det endda endnu en gang.
Og denne gang – altså i halvfjerdserne – der blev man fastansat fra dag ét.
Han fortæller det, så højttalerne slå gnister, og jeg undrer mig over, hvor mange gange endnu han kan fortælle den historie.
Hvad enten det er Kjeld Koplev eller Lasse Jensen, går også denne dag usandsynligt langsomt.

Hypotese-journalistik

2006-09-12T10:32:00.000-07:00

"Hun nulrede kviksølv med fingrene, men der var ingen, der fortalte hende, at det kunne være farligt"
Sådan lød præsentationen af Dagens Danmark, som Lise Rønne så smukt lagde ansigt til for en halv time siden på DR1. Med sig i studiet havde hun en tidligere klinikassistent og dennes datter, der uheldigvis har levet et helt liv med misdannede knogler.
Lise Rønne lirker på bedste Tine Bryldsk vis ordene ud af munden på den oprørte mor og datter, der vil have dokumenteret en sammenhæng mellem kviksølvsarbejde og misdannelser. Selvom det er svært ikke at blive revet med af stemningen, Rønnes medfølende øjne og de sørlige skæbner, har jeg svært ved at følge argumentationen i et spørgsmål, der starter med: "Kan du fortælle mig om de problemer, som du mener, har noget med kviksølv at gøre..." og efterfølgende lukkes hype/hypotese temaet da også af med en kommentar om, at sammenhængen mellem sygdom og kviksølv lader vente endnu to år på sig.
Hvad med at besøge min cykelsmed på Nørrebrogade, El Hassan, han har altid en forbinding om den ene arm, smurt ind i olie. Dårlige led? En 65 timers arbejdsuge? Kan du ikke påvise en sammenhæng for mig, Rønne. Jeg venter spændt...

Også i dækningen af "hvad spiser danskerne" sidst i programmet var det kriteriet om aktualitet og dokumenterbarhed, der rådede. Hvis vi nu deler danskerne op i tre lige store stykker lagkage, spiser hver repræsentative del af danskerne:
1) sukkerprodukter a la Frosties
2) havregryn (som er godt, ifølge Dagens Danmarks reporter!!!)
3) Kaffe (som ikke er særligt godt, ifølge Dagens Danmarks reporter)

En ubekvem sandhed

2006-07-25T11:10:00.000-07:00

På trods af min grundlæggende mistro overfor magtfulde mænd, politikere, pathos retorik, dramatisk stemmeføring, skræmmekampagner, det store epos og underlægningsmusik der associerer et Hollywood-lydstudie før det associerer virkeligheden, glæder jeg mig til at se Al Gores film "An Inconvenient Truth" - om den globale opvarmning.
Den sælger højst sandsynligt bedre end Villy Søvndals rationelle argumenter for, hvorfor hver enkelt person bør gøre sit for at bekæmpe de klimaforandringer, der finder sted lige for næsen af os. Der er i hvert fald flere, der ser de traditionelle Hollywood-produktioner, når de rammer landets lærreder, end der ser SFs landsmøde - når det rammer DR TV - også selvom det er LIVE. Men virker filmen mon overbevisende, når den nu benytter sig af en pathos retorik, der i den grad taler til følelserne frem for intellektet? En ting er, hvordan vi reagerer på Julia Robert's "I am just a girl asking for a boy to love me" (Jeg reagerede i øvrigt stærkt, skal det siges. Det skal også siges, det er mange år siden, jeg "tilfældigvis" kom til at se "Notting Hill").
Men filmen præsenterer samme tema som Al Gore præsenterer den dag i dag: Kærligheden til dine medmennesker er det vigtigste. Vigtigere end karrieren. Vigtigere end at være kendt. Vigtigere end at være politiker. Vigtigere end at tage bilen i stedet for cyklen.
Her fra skærmen vil jeg sandsynligvis følge debatten, når den engang når vores nordlige egne.

Man kan dog allerede nu undre sig over, at der nærmest intet fokus har været på Al Gores film i de danske medier - bare fordi vi ikke selv har haft lejlighed til at se filmen endnu - Mens debatstormene raser fra staterne til resten af verden (altså med undtagelse af vores lille land, der ligger nærmest blikstille i et fuldstændigt ocean)...

Se traileren eller download skrækscenariet til din desktop (Eller; måske fænger en letklædt Julia Roberts med dådyrsøjne mere? I så fald forstår jeg det!) :

http://www.climatecrisis.net/

En sidste undren, mens jeg forsøger at få både Julia Roberts og Al Gore ud af hovedet:
Ville verden have været en anden, hvis han var blevet USAs præsident? Og padler han over verdenshavene, når han holder foredrag i diverse lande - i stedet for at tage fly efter fly efter fly?
Nej og atter nej er mit svar.

USA på Nørrebrogade!

2006-05-30T12:30:00.000-07:00

Grå tunge skyer. Regnfrakker. Paraplyer og sure miner. Ikke ligefrem et syn, der indbyder til at man skal bevæge sig udenfor, og endnu engang køre gennem byen, for at nå universitetet på Amager. Alligevel har jeg tvunget mig ud af døren. I mit regntøj. Og med min iAudio i ørerne. Det har hverken været Bach eller Beatles, der har fået mig til at glemme regnens tunge slag på min frakke. Derimod har det været lyden af to amerikanske stemmer. Entusiastiske. Begejstrede. Amerikanske. Typisk amerikanske, som jeg plejer at afsky; "Ah, that building is just sooo amazing. My God, this is like two hundred years old. My God, This building is older than Jesus Christ."
To nysggerige værter på et obskurt program kaldet "Radio Lab" har talt til mig, direkte fra New York.
Om rummet, kærlighed, musikalsk sprog, om at sende kærlighedserklæring ud i rummet, om hvorfor kinesere har større musikalsk indsigt end resten af verdens befolkning. Det fantastiske er ikke emnerne i sig selv. Det er måden, de præsenteres på. Værterne er på bølgelængde med lytterne. De bliver overraskede og oprigtigt nysgerrige samtidig med lytterne. De vil noget. De brænder for at formidle deres lidenskaber. De har ikke noget problem med at præsentere en forsker i musikalsk intelligens - uden brug af ironi. De har ikke noget imod at vige udenom nyhedsmaskinens aktualtetskriterie. Det må gerne gå langsomt. Men det bliver aldrig rigtig kedeligt.
Deres stemmer er intense, der er luft på dem, der er indlevelse. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med den mundtlig formidlings-tradition/retorik-undervisning, der er en stor del af det amerikanske skolessystem. I hvert fald skal man tune længe rundt på DR for at finde en vært, der har samme engagement som disse to. Clement Kjersgaard fra DR2s Clement Direkte kunne minde om det, med sin selvsikkerhed og glødende interesse. Dog krydrer han sine tunge indsigter med ironi.

Smag! Hør! Se!
http://feeds.wnyc.org/radiolab

Og tak til min yndlings-intellektuelle-blogger Torben Sangild for præsentationen!

Hjemme i maskinen

2006-05-28T13:43:00.000-07:00

"Mit hjem er min skrivemaskine" sagde sociologen Zygmunt Bauman, da han skulle beskrive den rodløshed, der kendetegnede hans liv som jøde.

Mit liv, min ..

2006-05-28T10:35:00.000-07:00

Tasterne er varme og nærmest lydløse, jo hurtigere jeg klikker, jo mere bliver jeg lullet ind i en næsten meditativ stemning. Skærmen er wide og crystal og klar og minder om sommer. Indrammet af en enkel sort kant. Alt mit udstyr passer til den. Sort, gråt, klart.
Hvem var det, der sagde, at man skulle have en Mac for at føle så stor en kærlighed til en ting?

Jeg starter en Hp-klub. Jeg vil også opleve samme fællesskab, når jeg møder Hp'er rundt omkring i verden. Min Hp og jeg vil også være med. Godt nok er den ikke hvid som det guddommelige sus, mange Mac-brugere føler, når de sætter sig foran deres skærm. Men den er blank og har en Bang og Olufsen lignende højttaler foran. Den er lækker, lille, elegant og uundværlig, hvis ordene skal flyde lydløst.

Mit liv, Min Hp.

[Hp Pavilion Entertainment Notebook PC, 14 tommer, widescreen]

Køb aflad for dine synder!

2006-05-22T03:13:00.000-07:00

Dansken har fået flere penge mellem hænderne. Derfor flyver dansken jorden rundt i tide og utide - og kører i bil til ødegården i Sverige, så ofte den kan. Men nu er der mulighed for at købe aflad for CO2 synderne:

www.carbonneutral.com
www.nativeenergy.com
www.betterworldtravel.com

Hvad med omverdenen?

2006-02-13T10:25:00.000-08:00

Smag på det: UMWELT...
Det er det tyske ord for miljøet.
Det er om os, umwelt, under os, umwelt, omkring os, umwelt, imellem os.
Uden den luft, der adskiller os fra hinanden, hvor er vi så?
Uden hinanden, hvem er vi så? Uden omverdenen er vi ingen steder. Uden omverdenen er vi os selv, hængende i luften, uden grund under os.
Uden omverdenens farver, smag, koralrev, tyngde, skibakker, vand, muslinger, sand, sommerfugle, ruhed, søer, luft, rodfrugter, ild, haver, bomuld, planter, kuling, dyr, blødhed er vi ingenting.

Hvem i alverden fandt dog på at kalde omverdenen for miljøet?

Miljø som brand

2006-02-03T03:34:00.000-08:00

Mens sagen om Muhammed-tegningerne når uforudsete højder, løber jeg på skøjter, på Genforeningspladen - efter sigende nordeuropas største skøjtebane. Lyset lægger sig skarpt over mine blanke skøjter, mens jeg lytter til den brummende ismaskine, der sørger for is, sørger for at vinteren føles som vinter, at i dag føles som en hvilken som helst dag tilbage i barndommen, selvom sveden løber nedad kroppen inden for den varme vinterjakke.
Isvinteren er en illusion, siger solens skarpe stråler mig, og jeg tænker på miljøet, selvom jeg burde tænke på freden mellem Vesten og Mellemøsten. Jeg tænker på miljøet og på, hvorfor det ikke er et godt brand? Jeg ville med glæde investere i et grønt gummimærke til at sætte om armen: Støt miljøet!
Også selvom det hverken handler om Lance Armstrong eller de runde former; brysterne, men derimod om noget meget fjernere og mindre håndgribeligt; miljøets udvikling.
Det er hverken lige så nært eller fast som et par unge bryster.
Men ville det hjælpe noget overhovedet?
Giv mig et gummibånd og kald alle med grønne bånd op af banen - op til handling, op til forsvar for brysternes eksistensberettigelse; menneskehedens grundlag; miljøet!

Muhammedmuhammedmuhammed

2006-02-02T05:47:00.000-08:00

Så udkom Kåre Bluitgens lavine af en billedbog. Om Muhammeds liv og levned. Find den i din boghandel og gem den under din hovedpude, hvor Muhammeds eskapader for alvor vil få åndenød.

2006-01-31T11:50:00.000-08:00

Heller ikke i dag oplevede jeg noget, jeg måske vil kunne forstå om nogle dage.