Meta meta mænd

”Gaardbo på P1 – samtaleprogram med modige mennesker.”

Overskriften lyder lovende, desværre udforsker programmet ikke altid de dybder i ”de modige mennesker”, som lytteren forventer. Som denne dag, hvor samtalen igen tog en drejning og kom til at handle om Gaardbos egen forestilling om, hvordan yngre journalister i forhold til ældre er. Hvordan de unge interesserer sig for mediet, mens Gaardbo selv interesserer sig for samfundet.
Ola Hergels liv er ellers en historie i sig selv, der bare ikke får lov til at blive udfoldet ordentligt, og mens han får lov at antyde den (politiske) polariseringen, der sker mellem de forskellige aviser, viser Gaardbo i den grad, hvordan polariseringen journalister imellem åbenbart også er nødvendig at diskutere ”on air”.
Hvor længe bliver det ved med at være relevant, hvad journalister mener om andre journalister – og hvad journalister mener om medierne?

Stryg en dame

Politiken søndag den 12. november bringer et interview med Kim Larsen på forsiden af kultursektionen. På spørgsmålet om, hvordan sangskrivningen foregår svarer han blandt andet:

»Det svarer til dengang, du var ung og ikke så erfaren med at stryge damer.«

Hvor er »stryge damer« blevet af i datingsproget? Og er det ligesom at stryge en dame blidt over kinden? Eller er det mere ligesom at køre det brændende strygejern hårdt henover et strygebræt med flade damer?

En unik reporter

DSBs blad "Ud & Se" har i løbet af det sidste års tid ladet Kristian Ditlev Jensen rapportere fra hele verden. Det er der kommet nogle ganske gode og unikke rejseessays ud af. Et af de mest vellykkede er genoptrykt i det seneste nummer af "Den Blå Port" (nr. 72). "Og i Indien" starter således:

Og i Indien bliver jeg mindet om, at jeg altid har elsket historier, der begynder med det lille ord >og <. Man kan allerede fra første ord mærke, at det er historier, der kører rundt og rundt og rundt i én stor cirkel. Og på den måde rummer det lille ord hele historien.

Essayet indleder med at beskrive den form, der kommer til at bære resten af teksten: Ordet >og<. Og ikke ordet >og< for indholdets skyld. For det handler om at leve i nu'et - midt i og'et - midt i Indien - i buddhismen. Det er en tekst, som mange fortællende journalister kunne lære meget af. Kristian Ditlev Jensens rejseskildringen fra Indien udkommer i løbet af november som bog.

Hvor mange hits skal man have på Google for at eksistere? Hvor mange venner skal man have på MySpace.com for at eksistere? Hvor meget kærlighed skal man have for at eksistere?

Ordet findes

Dagbladet Politiken har nu erkendt, at der er noget om snakken. I lederen i går diskuterede avisen fænomenet ”den globale opvarmning”. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at lederskribenten brugte begrebet uden at fremføre diverse belæg for at bevise, at begrebet overhovedet findes - og uden at bevise, at det henviser til noget menneskeskabt. Begrebet ”den globale opvarmning” blev i dagbladet et indiskutabelt fænomen, der først nogle sider inde i avisen druknede i ordene fra Politikens yndlingsekspert Bjørn Lomborg. Han mener, som sædvanlig, at der er langt vigtigere problemer end de stigende temperaturer.

Grøn energi!

Pludselig giver Radioheads sang mening:
”Ice age coming, ice age coming, this is really happening…”

Sidder frivilligt og lytter til Kid A, den plade der plejede at være min hadegenstand nummer et. Pladen, hvor Thom Yorke dystopisk skråler sit dommedagsmantra.Den sang burde fungere som underlægningsmusik til Al Gores film ”En ubekvem sandhed”. Og dog.
Ved filmens premiere i går, opdagede jeg, at Al Gores vej var mindre dramatisk, end jeg havde forestillet mig. Selvom de videnskabelige argumenter fulgte hinanden i en strid strøm, der endte i en meterhøj dommedagsbølge, der ikke havde andet formål end at bekræfte Al Gores påstand: ISTIDEN KAN KOMME NÅR SOM HELST– og højst sandsynligt inden for de næste 10 år – Selvom denne skrækindjagende argumentation bar biografgængerne gennem filmen, sluttede filmen konstruktivt:
Al Gore manede til eftertanke. En af de ting, han sagde, var: Skift til grøn energi!
Det kan godt være, de færreste ved, hvor let det er i Danmark:
Ring til dit elselskab og sig, at du gerne vil have grøn energi. Så let er det! Derudover koster det kun omkring 100 kroner mere om året, selvom man kunne ønske, at en eller anden form for politisk beslutning, gjorde det lige så billigt.

Hvis du endnu ikke har set Al Gores film, så se den! Hvis du endnu tvivler på, at et begreb som "den globale opvarmning" overhovedet findes, så se den! Hvis du endnu ikke ved, hvad du selv kan gøre mod den globale opvarmning, så gå ind på www.climatecrisis.net

Lystlæsning

Jeg er netop gået i gang med Christine Isagers nyligt afleverede - og fantastisk essayistisk skrevne - phd afhandling, der handler om fortællende journalistik i Danmark – mere specifikt om Hunter S. Thompson og Günter Wallraff som mønstre for retorisk handlekraft. Hun diskuterer i afhandlingen den jeg-investerende form, der blandt andre bruges af journalister som Mads Brügger og Morten Sabroe (Euroman og Politiken bl.a.)
Hun bruger ingen kvinder som eksempel. Er det fordi, der ikke findes nogen danske kvinder, der skriver i jeg-person? Er det fordi, de jeg-investerende kvinder, der er, ikke skriver godt nok? Eller er det bare fordi, de tidlige trofæer har sat en standard, det ikke er så let for kvinder at blende ind i?

Stoffer, speedkørsel i ørkenen og en flaske whisky under jakken – den kan jeg godt forstå, at kvinderne har svært ved at tage på sig… men kunne man ikke lave en anden formel for den fortællende journalistik?

Mandens stemme

Når jeg tuner min radio ind på Danmarks Radios P1 er det ikke så sjældent, jeg bliver mødt af en dyb stemme, der er i færd med at genfortælle sin ungdom. Den mandlige vært er højst sandsynligt i gang med at gennemgå tiden fra han blev fastansat i Danmarks radio, som ung og uvidende, til han begyndte at lave meningsfyldt radio – i hvert fald radio, der gav mening for ham selv.
Herefter er det uvist, hvad der kommer til at ske. Jeg lytter spændt. Det gibber i mig, da værten igen tager styringen. Nu kommer han ind på alt fra forliste parforhold til hvordan blomsterne duftede den dag i maj, da han var på vej ind i Danmarks radios forgyldte stol for at sætte sig i den – for allerførste gang – for at fortælle lytterne om sit liv. Og nu gør han det endda endnu en gang.
Og denne gang – altså i halvfjerdserne – der blev man fastansat fra dag ét.
Han fortæller det, så højttalerne slå gnister, og jeg undrer mig over, hvor mange gange endnu han kan fortælle den historie.
Hvad enten det er Kjeld Koplev eller Lasse Jensen, går også denne dag usandsynligt langsomt.